7 gode grunde til at lære et nyt sprog

Hvorfor overhovedet lære et nyt sprog? Efterhånden har de fleste af os stiftet bekendtskab med hele to fremmedsprog allerede i folkeskolen. Først bliver vi præsenteret for engelsk, og senere kan vi yderligere lære os endnu et sprog - oftest tysk eller fransk. Men hvad er fordelene overhovedet ved at lære sprog?


Vi har samlet nogle positive ting ved at lære et nyt sprog – måske er der lige det argument du mangler, for at kaste dig ud i endnu et fremmedsprog.

  • FEED YOUR BRAIN: At lære et nyt sprog, kan forsinke udviklingen af demens og Alzheimer’s. Forskere har fundet ud af at folk, der talte mere end ét sprog, ikke viste tegn på demens og Alzheimer’s før fire år senere end dem der kun talte ét sprog. 

  • KOM TÆT PÅ ANDRE KULTURER: Når du først har lært et nyt sprog, åbner der sig nogle helt andre døre, som giver dig mulighed for at komme helt tæt på andre kulturer. F.eks. kan du nærmest rejse hele Mellemamerika og Sydamerika rundt og tale spansk med den lokale befolkning. 

  • FÅ ET FÆLLESSKAB: Selvom det til tider kan være svært at knække sprogkoden, er det for det meste sjovt at lære et nyt sprog. Specielt hvis du vælger at lære et nyt sprog i fællesskab med andre. 

  • BOOST DIT CV: Du kan booste dit CV ved at kunne flere sprog. Måske du også har mulighed for at arbejde i udlandet og udnytte at du kan tale flere sprog og samtidig også forbedre fremmedsproget? Eller måske har du mod på at studere i udlandet som en del af din uddannelse? 

  • LÆR NYE MENNESKER AT KENDE: Du har mulighed for at lære en masse mennesker at kende, som du ellers ikke ville kunne have talt med, hvis du ikke havde lært et andet sprog. 

  • UDFORDR DIG SELV: Måske har du bare lyst til at udfordre dig selv? I stedet for at lære at spille klaver eller gå til badminton, kan du bruge din fritid på at lære et nyt sprog og udfordre dig selv på den måde. 

  • FORSTÅ DIT MODERSMÅL: At lære et nyt sprog, kan også give dig en bedre forståelse for dit eget sprog og din egen kultur. Når du rejser ud i verden og taler et fremmedsprog, bliver forskellene mellem dit modersmål og dine fremmedsprog ofte tydeligere. 

Udover at du lærer et nyt sprog og dermed kan kommunikere med endnu flere mennesker i verden, er der altså en række andre positive argumenter for at lære et nyt sprog. Forskning har i øvrigt også vist, at det aldrig er for sent at lære et nyt sprog ;-)

Læs mere: Telegraph.co.uk

læring Fremmedsprog sprog